Håndværksmarked på havnen i Gudhjem       maj-oktober 2016 

Vi er en lille  flok, som hvert år i sæsonen - omtrent fra 1. maj - 1. oktober - stiller op på Nordre Brygge i Gudhjem for at tilbyde vores varer til turister og lokale. Vi har 2 faste dage - fredag & søndag fra 12-16. Men nogle af os stiller op torsdag-fredag-lørdag-søndag og sågar også andre dage. Vi har planer om i højsæsonen 2015 også at stille op om aftenen . Altid kun, hvis vejret tillader det - for megen regn og blæst kan gøre det svært, men markedsfolk er ikke pivede. Det særlige ved håndværksmarkedet i Gudhjem er, at der skal ligge eget håndværk bag produkterne. Grænserne herfor kan naturligvis være flydende, men du må altså ikke stille op med gamle ting fra dit loft , outlet-partier eller børnenes kasserede plasticlegetøj. I sæsonen 2014, som strakte sig fra 2. maj til og med 3. oktober - kunne du således - on/off - købe Bornholmsk stenmaleri, mineraler, fossiler, smykker, tasker, strik, hækling, filt, læder, bornholmske figentræer, økologiske grøntsager, akvareller, postkort, pileflet, varmepuder, vævning, birkebark og andet kunsthåndværk. Og mon ikke sæsonen 2015 byder på det samme? Det er ikke noget stort marked, men sprogligt spænder vi vidt: Ud over det bornholmske begår vi os på dansk, svensk, engelsk, tysk, fransk, spansk & portugisisk. Et par stykker har Mobile-Pay, men ellers er det kongens mønt, du skal have op af lommen. Og bemærk, at Gudhjems eneste hæveautomat ligger øverst på Brøddan. Vi ses! Om ikke andet, når du er på vej til eller fra Christiansø eller Helligdomsklipperne.

Herunder kan du se nogle billeder fra 2014

TIL STARTSIDEN

www.blemsted.dk                      mail: morten@blemsted.dk